I Danmark tæller børn af indvandrere kun med i statistikkerne som ”efterkommer”, hvis begge deres forældre er indvandrere. Hvis én af forældrene er født i Danmark med dansk statsborgerskab tæller barnet som ”dansker”.
Til sammenligning skal blot én forælder være indvandrer, for at man tælles som ”efterkommer” i Tyskland og Holland.
Ifølge Niels Ploug, der er afdelingschef i Danmarks Statistik, vil man med de andre landes definition få en større gruppe af udlændinge, men til gengæld vil integrationsproblemerne se betragteligt mindre ud.
Alligevel er den ekspertgruppe, som er nedsendt af Økonomi- og Indenrigsministeriet i 2019, kommet frem til, at den nuværende danske definition af en ”efterkommer” er den mest hensigtsmæssige. Det skyldes, at man i Danmark bruger definitionen til at have fokus på UDFORDRINGER relateret til integration, forklarer Niels Ploug, der selv er en del af ekspertgruppen.
”Hvis vi udvider ‘efterkommere’ til også at gælde børn med kun én forælder, der har udenlandsk baggrund, vil det give en population, som vil være mindre egnet og passende i forhold til det, statistikken har været anvendt til – nemlig at have fokus på integrationsspørgsmål,” siger Niels Ploug.
Ifølge Rasmus Brygger – stifter af Videnscenter for Integration – tegner Danmarks Statistik et mere dystert billede af integrationen over generationer, end hvordan virkeligheden reelt ser ud, når man frasorterer alle med blot én indvandrerforældre.
Med andre ord, er den opdeling, der eksisterer nu med til at tegne et forvrænget billede af indvandrere og ”efterkommere” i Danmark ved netop at udelukke den del af befolkningen, hvis sociale baggrund i langt højere grad ligner majoritetsdanskernes. Et forvrænget billede, der passer med den politiske dagsorden om at forbinde kategorierne “indvandrere” og “efterkommere” med problemer og udfordringer.